Offentlige myndigheders erstatningsansvar
Bistand til myndigheder, når der er anlagt retssag mod dem
Bo har i en årrække som speciale beskæftiget sig med den særlige juridiske disciplin om offentlige myndigheders erstatningsansvar i både byretter og landsretter.
Bo rådgiver i disse sager bl.a. om ansvarsgrundlag, bevisbyrdeforhold, forældelse og kommunernes mulighed for at indgå forlig inden for rammerne af kommunalfuldmagtsreglerne.
Særlige fokusområder er sagsoplysningen (det faktuelle forløb) samt en udførlig præsentation over for dommeren/dommerne af det ofte komplekse regelgrundlag for at sikre et fyldestgørende grundlag for dom i sagen.
Eksempler på sager om
offentlige myndigheders erstatningsansvar
Verserende retssag om mellemkommunal refusion (2022-)
Bo repræsenterer aktuelt en kommune i en verserende retssag om mellemkommunal refusion og det særlige spørgsmål om passivitet efter lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 9 c, stk. 6. Sagen, der angår et større millionbeløb, blev behandlet i byretten i 2024, hvor kommunen blev frifundet – bl.a. med henvisning til, at det retlige grundlag for anbringelse uden samtykke ikke var til stede.
Sagen skal behandles i Østre Landsret i 2026.
Byretssag om langsommelig sagsbehandling (2023-2025)
Sagen vedrørte en borger, der havde anlagt sag mod en kommune med påstand om betaling af erstatning som følge af langsommelig sagsbehandling. Borgeren mente i sagen at have ret til fleksjob fra et tidligere tidspunkt end bevilget af kommunen. Under sagen blev det retlige grundlag for fleksjob og rehabiliteringsteams udførligt behandlet.
Kommunen blev frifundet. Sagen blev ikke anket.
Landsretssag om godtgørelse for myndighedssvigt (2020-2024)
Bo repræsenterede en kommune i en sag anlagt af en privatperson angående sagsbehandlingen i kommunen i 1980’erne og 1990’erne. Under sagen blev bistandslovens bestemmelser behandlet indgående, herunder det daværende retlige grundlag for tvangsanbringelse. I sagen var parterne enige om, at der i en afgrænset periode var udøvet vold (af en privatperson) mod sagsøgeren, og at der dermed var sket et brud på dennes rettigheder efter EMRK artikel 3, men der var uenighed om, hvorvidt kommunen burde have vidst dette.
Kommunen blev frifundet i både by- og landsret.
