Nye domme om myndighedssvigt (EMRK)
Versus Advokatfirma har ført to sager om myndighedssvigt ved byretten. I den ene sag blev kommunen dømt for ikke rettidigt at have grebet ind og beskyttet barnet (overholdelse af den positive forpligtelse). I den anden sag blev kommunen frifundet, da kommunen løbende havde foretaget de nødvendige sagsskridt.
Dom afsagt af Retten i Herning
Sagen vedrørte kommunens positive forpligtelser (handlepligten) efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 til at beskytte børn mod overgreb begået af privatpersoner. Kommunen modtog i sagen gennem flere år gentagne underretninger og observationer fra børnehaven om barnets mistrivsel og mulige seksuelle overgreb begået af faren, særligt i forbindelse med samvær. Faren blev senere dømt for disse overgreb. Der forelå en krænkelse af EMRK artikel 3, som kommunen kendte eller burde have kendt til.
Myndighederne iværksatte imidlertid (kun) meget begrænsede tiltag og undlod i perioder efter rettens opfattelse reelt at undersøge mistanken nærmere, selv om der forelå oplysninger, der indikerede en konkret risiko for overgreb.
Retten kom frem til, at kommunen havde tilsidesat sine positive forpligtelser efter EMRK art. 3 ved ikke rettidigt at undersøge og beskytte barnet mod risikoen for seksuelle overgreb.
Borgeren blev derfor tilkendt en godtgørelse på 300.000 kr. for krænkelsen.
Dom afsagt af Retten i Horsens
Sagen vedrørte ligeledes kommunens positive forpligtelseefter EMRK artikel 3. Borgeren i sagen levede under uhygiejniske forhold og var løbende blevet udsat for vold, trusler om vold og blufærdighedskrænkelse. Retten mente på den baggrund, at der forelå en krænkelse af EMRK artikel 3.
Det var herudover ubestridt under sagen, at kommunen havde kendskab til forholdende.
Det afgørende i sagen var derfor vurderingen af, om kommunen havde gjort tilstrækkeligt for at undersøge og forbedre forholdende i hjemmet samt forhindre yderligere krænkelser (overholdt handlepligten). Det mente retten var tilfældet, på baggrund af bl.a. omfattende journalmateriale og løbende opfølgning i sagen.
Kommunen blev derfor frifundet.
Begge domme vil blive gennemgået på webinar om myndighedssvigt den 26. juni 2026 kl. 09.00-10.30. Tilmeld dig webinaret her.
Dommene kan fremsendes i anonymiseret udgave ved henvendelse til Bo Juul Jensen (bjj@versusadvokat.dk).
