Nyt lovforslag: Systematisk gennemgang af 5.000 førtidspensionssager

Nyt lovforslag: Systematisk gennemgang af 5.000 førtidspensionssager

Nyt lovforslag: Systematisk gennemgang af 5.000 førtidspensionssager

Som opfølgning på debatten om særlige førtidspensionssager er der nu fremsat lovforslag om gennemgang af ca. 5.000 sager. Formålet hermed er at styrke arbejdsmarkedstilknytningen blandt beboerne i større almene boligområder. Det forventes, at et stort antal sager skal gennemgås i første halvår af 2027.

Lovforslagets betydning for kommunerne

Med lovforslaget forventes det, at visse kommuner skal gennemgå ca. 5.000 førtidspensionssager i perioden fra den 1. december 2026 til den 31. december 2027 for at vurdere, om betingelserne for førtidspension fortsat er til stede.

Lovforslaget udmønter den politiske aftale fra december 2025 om gennemgang af sager om førtidspensionister under 60 år med indvandrerbaggrund fra lande uden for EU/EØS, som bor i udvalgte, udsatte almene boligområder. Baggrunden herfor er særligt, at der er en overrepræsentation af ikke-vestlige indvandrere på førtidspension.

Ifølge lovforslaget vil de 5.000 førtidspensionssager blive fordelt på ca. 35 kommuner. Det er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der udsøger de førtidspensionister, som er omfattet af målgruppen (lovforslagets § 5). Den 1. december 2026 forventes det endeligt fastlagt, hvilke kommuner det drejer sig om.

Målgruppen

I henhold til lovforslagets § 2 er der 4 betingelser, som skal være opfyldt, før førtidspensionisten er i målgruppen for at få genvurderet sin sag:

  • Førtidspensionisten skal være under 60 år.
  • Der skal være tilkendt førtidspension efter lov om social pension.
  • Førtidspensionisten skal den 1. juli 2026 have boet i et større alment boligområde omfattet af lovforslagets § 3. Boligområderne skal have mindst 1.000 beboere og opfylde mindst to ud af fire socioøkonomiske kriterier, fx andelen af dømte beboere.
  • Førtidspensionisten skal som udgangspunkt den 2. april 1968 eller senere være registreret i folkeregisteret som førstegangsindrejst i Danmark fra et land uden for EU/EØS.

Bopælskommuner/udvalgte kommuner – og proces?

Lovforslaget skelner i § 4 mellem to typer kommuner.

Bopælskommunerne er de kommuner, hvor førtidspensionisten har bopæl. Disse kommuner skal vurdere, om der er sket ændringer i førtidspensionistens arbejdsevne (lovforslagets § 6).

Bopælskommunen skal indkalde førtidspensionisterne til samtale med personligt fremmøde. Der kan undtages herfra, hvis det er helt åbenbart, at der på grund af pensionistens helbred ikke er grundlag for at vurdere, om arbejdsevnen er forbedret – fx hvis førtidspensionisten er terminalt syg.

Bopælskommunen skal fremsende de gennemgåede sager til den udvalgte kommune med begrundet indstilling om, at 1) sagen henlægges, 2) førtidspensionen bevares, 3) førtidspensionen frakendes eller 4) førtidspensionen gøres hvilende.

Udvalgte kommuner er de kommuner, som er udvalgt til at træffe endelig afgørelse i sagerne. De udvalgte kommuner er (lovforslagets § 8):

  • Københavns Kommune.
  • Aarhus Kommune.
  • Aalborg Kommune.
  • Odense Kommune.
  • Esbjerg Kommune.

Udvalgte kommuner må ikke behandle sager fra deres egen kommune.

Klageadgang og tidsfrister

Afgørelserne om førtidspension kan påklages til Ankestyrelsen (lovforslagets § 14).

Procesbeslutninger undervejs kan derimod ikke påklages, fx bopælskommunernes indstilling efter lovforslagets § 7.

Beskæftigelsesministeren skal fastsætte regler om frister for, hvornår bopælskommunerne skal fremsende indstillinger til de udvalgte kommuner, jf. lovforslagets § 7, stk. 4. Ifølge bemærkningerne til lovforslaget forventes der fastsat frister svarende til dem, som fremgik af udkastet til lovforslaget: mindst 20 % af sagerne til den udvalgte kommune senest den 28. februar 2027, mindst 70 % af sagerne senest den 31. maj 2027 og den resterende del af sagerne senest den 30. september 2027.

Tilsvarende skal beskæftigelsesministeren fastsætte regler for de udvalgte kommuners frister (§ 9, stk. 5). Fristen forventes fastsat til den 31. december 2027, men beskæftigelsesministeren vil få bemyndigelse til at kunne udsætte fristen, hvis der ikke er behandlet et tilstrækkeligt antal sager inden for bopælskommunernes frister.

Såfremt en udvalgt kommune ikke når at træffe afgørelse i en sag inden for fristen, skal sagen sendes tilbage til bopælskommunen, som herefter skal træffe afgørelsen (lovforslagets § 7, stk. 4, 2. pkt.).

Generelle ændringer

I lovforslaget er der desuden lagt op til ændringer i lov om social pension og retssikkerhedsloven med henblik på at styrke kommunernes muligheder for at indhente oplysninger og genvurdere sager om eventuel frakendelse.

Der indføres to nye bestemmelser i lov om social pension, hvorefter der er pligt for førtidspensionisten til at deltage i samtaler og tilbud samt sanktion, hvis førtidspensionisten udebliver uden rimelig grund (pensionen bliver nedsat med 1.000 kr.).

Herudover indføres der i retssikkerhedsloven mulighed for at indhente oplysninger om strafbare forhold fra Det Centrale Kriminalregister uden førtidspensionistens samtykke.

Tidligere webinar om lovforslag + temaside på vej

Vi har gennemgået ovenstående pointer i vores Webinar om beskæftigelsesnyt den 17. september 2026 ud fra udkastet til lovforslaget, der var tilgængeligt på Høringsportalen (og som i det store og hele svarer til det nu fremsatte lovforslag).

I kan tilgå webinaret samt tidligere webinar her: Webinar om beskæftigelsesnyt den 17. september 2026

Udgivelsesdato
9. oktober 2026
Download nyheden som PDF
2400 1600 Versus Advokatfirma